Finn Have maler sine landskaber med hurtige, brede penselstrøg og en heftighed, der gør billederne næsten skitseagtige.
Hvad enten motivet er hentet fra Spanien, Japan, Mors eller et andet sted på kloden, er spillet mellem lys og skygge det element, der giver malerierne deres specielle og flygtige liv. Farverne er stærke og klare og giver billederne en friskhed, som fastholder motivet - trods flygtigheden.
Maleglæden kan Finn Have ikke skjule - den nærmest lyser ud af lærrederne. De ofte små motiviske udsnit hvor horisontlinien af og til er skåret fra, tvinger os til at fokusere på detaljerne frem for at lade blikket panorere hen over billederne.
|