| Annemette klit arbejder med keramiske udtryk i raku,
som hun holder meget af. Jeg elsker den hurtige brændeproces
i røg, ild og damp, fortæller hun.
Rakuarbejdet bliver til fade, vaser, huse og mennesker i
den lidt grove og hurtige stil, der er hendes varemærke.
Formerne bliver forstærket med klare stærke farver,
der omgående falder i øjnene, når man passerer
dem. Tilsammen danner de billeder, som skiller hendes keramik
ud fra mange andres. Stilen og farverne er ikke nordiske,
man føler sig snarere hensat til Afrika, og Annemette
Klit har da også været i Afrika flere gange. Den
folkelige inspiration fra byernes farver og mængden
af brugskeramik i forskellige udgaver er sunket dybt ned i
hendes sjæl. Hun har udviklet sin egen særlige
måde at forene det nordiske med det danske.
Den særlige stil Annemette klit har udviklet, viser
sig som en sort ru flade med grove og brudte kanter og fladeafslutninger.
Derved får de enkelte ting et gammelt og brugt udtryk
fra starten. Man får følelsen af gamle ting,
der er dukket op fra en måske fjern og eksotisk fortid.
Mønstringen er med store og tilsvarende grove flader
og ujævne geometriske figurer, det fremmedartede er
synligt, og alligevel virker det hele en smule velkendt. Dobbeltheden
kommer b.la. frem i hendes huse. De er typiske bindingsværkshuse,
der viser tilbage til lokal fortid, der nu står i et
romantisk og derfor eksotisk skær, som når vi
ser ældre danske film, hvor tid og ære var i højsædet.
Fortidens solide og venlige købstadsmiljø og
det fremmede fra savannen smelter sammen til et særligt
udtryk. En stil der rummer glæde, opmuntring, romantik,
tryghed, tradition og en danskhed, der var baseret på åbenhed og venlig imødekommenhed overfor det eksotiske fra andre himmelstrøg.
|